Bordtennis Danmark har meldt ud, at det nye klub-, spiller- og turneringssystem Stupa først rulles ud i sæson 2027/2028. Det betyder, at sæson 2026/2027 køres på de velkendte systemer BordtennisPortalen og TTC.
Den oprindelige plan var at gå over til Stupa allerede til kommende sæson, men efter en længere udviklingsproces vurderer Bordtennis Danmark, at systemet ikke er modent nok endnu. Særligt planlægning af turneringer og klubbernes egne stævner kræver mere arbejde, før det er klar til drift.
Ingen ændringer for holdturneringen
I praksis ændrer der sig ingenting i kommende sæson. Holdturneringen afvikles som hidtil, og der er ingen takstændringer til stævner eller holdturneringer. De 4 procents stigning, der oprindeligt var lagt ind i budgettet til Stupa-afgift, er fjernet igen.
Tidsplan frem mod 2027/2028
I løbet af 2026/2027 får klubberne mulighed for at oprette testevents i Stupa parallelt med TTC, så de kan vænne sig til systemet før den endelige overgang.
- August 2026: Klubber og spillere kan tilgå deres profiler i Stupa
- Efterår 2026: Oplæring af klubledere og stævneansvarlige
- Efterår 2026: Planlægning af testevents
- Sæson 2027/2028: Endelig overgang til Stupa
Bordtennis Danmark afholder webinar om Stupa i slutningen af maj eller starten af juni for klubfolk og spillere, der vil høre mere.